Kaffemøder

Det går forrygende med markedsføringen af min nye bog: Tag imod! Hjælp til især kreative iværksættere. Det går i hvert fald godt med at få kaffemøder i kalenderen. Faktisk så mange møder, at jeg drikker the, når jeg kommer hjem!

Jeg spørger overalt i mit netværk – der hvor jeg tror, der er hjælp at hente. Jeg spørger ikke om de vil købe bogen – de får skam en foræret – men jeg spørger om de vil give mig gode råd om, hvor og hvordan jeg kan sælge. Langt de fleste vil gerne bruge en time sammen med mig. Det er jeg super glad for. Mange vil også gerne fortælle om bogen i deres egne netværk, skrive en anmeldelse på de sociale medier eller uddele mine små reklame bogkort. Allerhelst vil jeg holde foredrag om bogens indhold eller det at skrive en fagbog, men det er slet ikke så nemt at finde dem, som kan bruge et sådant oplæg. Det tager tid. Det er klart den lange bane, det her med markedsføring af en bog. Ikke en eneste bog er solgt på baggrund af mine kaffemøder, endnu. Så det er på med tålmodighedshatten og det store smil. Ønsker mig medvind op ad bakken. Det kommer, jeg tror på det!